Om mæ sjel

 

HVEM E Æ

 

 

Æ hjerre Asta, o æ hæ oltins væt galt glai

for o fo'tæl historier å synnejysk.

Min fae sat jem ve e stueboe,

sammel me mæ da æ va lild.

 

Æ skul løs høit fo ham, a Nicolai Andersens: "Sønderjyske digte og fortællinger"

(DY-PO Bogforlag Sønderborg 1956).

De va swaet te å begyn mæ,

men ettehand gek de bæe o bæe.

No om dau læé æ bøen it å snak å synnejysk,

manne ka helle it forsto et.

Nowen tøs de e flaut o snak synnejysk.

 

Lich møje wo æ kømme i e laend,

så ka di høe å e sproch, te æ e synnejye,

sjel om æ prewe å o law et om,

o så ka æ lisså got snak

synnejysk øwer de heile.

 

Æ e føjt i Blans å Soone i 1952,

hæ gown i skoel i Blans og Sodrup.

 

Old di steje æ hæ væt, hæ æ oldtins

skul fortæel nowe å synnejysk.

Jen gang skul æ syng

"De vår en daw i høstens ti'"

(Karsten Thomsen 1868 Højskoel sangboch nr. 345 i 16. ugau 1984)

- de jennest folk ku fosto wa:

"e sopgry den kogt øwwer"!

 

Æ løs somtins fo en kuen,

dæ it seé så got meé

hon tøs æ historier e møj sjowe,

næ di blywe løst å synnejysk.

 

Næ e historier hanle om gam'l dau,

blywe de enno meé sjowt,

fo så kømme de en masse gam'l minne

o enno meé historier blywe fotoeld.

 

Æ kømme gern ue o løs højt,

bae skryw elle ring te mæ,

så finne vi ue a nowe.